JEG - CIVILE CITATER

DIGTE AF ANONYM

Absalon Rasmussen

©©©©©©©©©©©






Adressaten ukendt

Efter dagens tekst
tøffer jeg langs brændingen
med mine fødders nøgne størrelse 42½

Bølgernes kæft synker mine spor

Fra den våde sten
sender jeg flaskeposten

hjem


©©©©©©©©©©©

Navn

Så fuld af liv og så navnløs
fyldt med navne der skriger til himlen
på at blive taget ned
blive brugt
og omslutte dette kæmpe nye lille liv
så fuld af liv

så færdigfødt
og nyfødt
med trutknappen krøllet midt på navlen
så fuld af hud
så hel
let åndende og ubeskrivelig

Så navnløs
af lydbølger der endnu ikke er givet
et navn, en flig, et fragment
for det lille nye kæmpe liv
et lydtæt mantra
så fuld af liv

©©©©©©©©©©©

Hvis jeg holdt
mine minder for mig selv
ville jeg dø
som en prins
der vælter af sin
hvide hest fuldt galoperende
ind i det sortlukkede landskab
af strangulerede drømme

Minderne dør i det hul
hvor håbet punkteres

©©©©©©©©©©©

jeg kan ikke længere finde ord
mit vindue har ingen gardiner
og hele verden kigger ind

Hvad skal jeg fortælle dem
”jeg sidder her alene
og vil helst være alene – lige nu

Rolig, jeg er ikke egoist
bare lad mig være!”

jo ba du ba di ba du ba dæ dæe

©©©©©©©©©©©



Træt

Jeg er træt af at gud er død
og at han alligevel
ikke kan holde sig væk

Jeg er træt af at glo på mig selv
i et spejl
der ikke fungerer

©©©©©©©©©©©

U-lukket figur

Jeg vender mig
efter mit spejlbillede
som igen og igen
knuses
gennem flaskehalse
af en fuld mands
angst
for magt

sprogets magt
menneskets magt

i glas
mod glas


©©©©©©©©©©©

Vilje

Jeg har ingen
eller

viljeløst daler jeg dumpende ned
som en brosten
i en efterårs-ulmende skov

håber en dag jeg finder ro
under et træ
med udsigten findelt
i et dugdryppende spindelvæv

viljefast holder jeg mig selv i hånden



©©©©©©©©©©©

Jeg skriver mine højeste ønsker op med
orangestøv på husgavle af kindkød
Du giver mig styrke
Du giver mig dine hænder
Du giver mig dit hjerte

Jeg sidder på blå broer af i går
vandet løber væk under
forbindelsens buede fundament

Jeg er syg og forbundet
af fortid – der ændrer sig konstant
og fremtid – der vedvarende forsvinder i angst

©©©©©©©©©©©

Kom nat

Kom nat
med dine bløde vinger
af mørke
sluk al dette hvide
al dette stærke uigennemtrængelige lys

Kom nat
klæd mig på
gør mig gennemsigtig
på din egen upersonlige
nøgne facon

Kom nat
grib min glemsel
hel min hukommelse
kys min kalender
som kun du kan
kronologisk knusende

Kom nat
fold dine vinger
om min notorisk kvidrende dagdrøm

Kom nat
kom nat
flyv ind


©©©©©©©©©©©


Jeg lader fjernsynet
snitte støj i øjnene

Det er helt personligt
jeg er nærsynet

©©©©©©©©©©©

Jeg er en opløst størrelse, og det er slet ikke slemt, nej vender man øjnene væk fra overfladen, og drager derind hvor kragetæerne vender og sprogblomsterne visner, mødes man af et ubeskriveligt syn, der strækker sig langt forbi kalenderen. Ikke et øje vil være tørt, for intet øje vil være et øje: Alt det man ser, er det man er, det man mærker, og mærkes med - ingenting vil være tilbage, og der står jeg

©©©©©©©©©©©

Jeg ser mørke, jeg ser mørke for mig i min kop, udenfor min krop, som kaffens kulør dampende skumbrun i mit indre. Jeg lukker lungernes porte op, så hængslerne hviner i mine brysters radiatorrumlende nat.
Det er her jeg sidder og skriver til min stearinlys-nabo, jeg vil møde i en blødvægget stue i går - ukendt under samme ukendthed.
Det var her jeg lærte at skrive det der ikke længere har betydning med mindre kaffen stadig er den jeg er.
Jeg holder inde
Jeg holder af
Jeg drikker ud
Det er forfærdeligt at fæstes ved det indre fraværs forfængelighed.

©©©©©©©©©©©

Jeg tror det handler om at finde sig selv, og ikke hele tiden stille spørgsmål ved denne søgen, for det er ved at fortsætte jagten på jeget at det viser sig at forståelsen, erindringen og drømmen ændrer sig med den som man er og bliver og i stedet for hele tiden at stille spørgsmålet: Hvem er jeg?, skulle man spørge: Hvor var jeg?

©©©©©©©©©©©

Hvor er jeg?

Du står her
i en rød cirkel
på turistkort

©©©©©©©©©©©


Stregkoder

Først ville de gerne se mit pas
og det fik de så
jeg sagde til dem at jeg var ved at skrive på en digtsamling
og at de nok højst sandsynligt ville blive en del af den
hvis de ikke gav mig mine grænsepapirer igen
De lo og skreg og slog sig selv og mig på lårene
og jeg kunne mærke at de mente det virkelige ikke så slemt
som det så ud før jeg kom over stregen der ikke havde en skid med poesi at gøre


©©©©©©©©©©©

Jeg ser munde bevæge sig og ord vælte ud,
bogstav oven på bogstav, tegn inde i tegn

Jeg ser kroppe rejse sig og afstande opstå,
spor efter spor, hukommelse udvisket horisontalt

Jeg ser blomsten flået op med rod og kastet ned i granit,
tanker uden tråd, tilstedeværelsens byttede blod

©©©©©©©©©©©

Jeg, en tåge i rutefart mellem
din navle og huller der peger væk
En fæstning uden fundament
Sådan med længsel

©©©©©©©©©©©

Som sådan var der egentlig ikke noget at gøre og alligevel samlede jeg både potter og pander, håndklæder og almindeligt hovedtøj sammen og begav mig på vej med det hele i en sort taske. Der stod jeg så på banegården og lugtede af savn og farvellyst, da en lille brækket dame i skjoldet dynefrakke gryntede: ”Hvor strømmer det hele hen?”.
Fra ruden i toget så jeg banegården forsvinde flimrende med flisemønstre i tredimensional dans og en lille dame stå og skrige ind i en sort taske.

©©©©©©©©©©©

Prik

Nogen forlod min favn
svævede op
mellem skyerne
og i hullet
så jeg en lille prik
forstøve på himlen
over alt

©©©©©©©©©©©

Begravet i tegn

Lever jeg